Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Live-konsultation som eksamensform på medicin i Aalborg

Live-konsultation som eksamensform på medicin i Aalborg

Som det eneste sted i landet afholder medicinstudiet på Aalborg Universitet embedseksamen som live-konsultation i almen praksis. Dagens Medicin bringer i dag en artikel om den særlige og svære eksamensform. Læs et lille uddrag her.

Før de medicinstuderende på Aalborg Universitet kan kalde sig cand.med.ere, skal de gennemføre en konsultation ude i praksis, hvor de undersøger en patient, mens eksaminator og censor ser til fra sidelinjen. Eksamen består af en 15 minutter lang konsultation, hvorefter patienten går ind til en fast læge i lægehuset. Den studerende får så ti minutter til at skrive journalnotater, inden vedkommende skal eksamineres i 20 minutter af sin eksaminator og censor. Den eksamensform er en hel del sværere end embedseksamenerne på landets andre medicinstudier, udtaler Annette Engsig, praktiserende læge og ekstern lektor på medicinuddannelsen på Aalborg Universitet til Nana Frederikke Fischer fra Dagens Medicin.

Annette Engsig, der også var med til eksaminationerne sidste år, da de for første gang fandt sted, har efterfølgende oplevet stor interesse og positive tilbagemeldinger fra de eksterne censorer fra blandt andet København, der tog del i eksaminationerne. En af de kandidater, der har prøvet eksamensformen, er Nanna Vestergaard. Også hun er begejstret og udtaler til Dagens Medicin:

- Helt overordnet synes jeg, det er et rigtig fedt koncept, at man i stedet for at adskille uddannelse og den virkelighed, vi skal ud i bagefter, forsøger at kombinere det og integrere det. Men op til eksamen bidrager det til en lidt større nervøsitet, for man ved ikke, hvad man kommer ind til, og hvordan det udvikler sig. Det er lidt mere ukontrolleret,« siger hun.

Læs meget mere i dagens udgave af Dagens Medicin.