Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Spektakulær kunst til SUND

Spektakulær kunst til SUND

En 10 ton stor betonkugle vil udfordre både fysik og intellekt, når Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet (AAU SUND) flytter i nye rammer ved siden af Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) i 2021-2022. Den danske kunstnerduo AVPD har vundet en skitsekonkurrence med kunstprojektet Possible Impossible.

- Forslaget er overbevisende og originalt. Det enkle greb med den tredimensionale og den todimensionale kugle skaber et forløb i de store åbne rum, som ikke kan aflæses entydigt og derfor pirrer både sanser og intellekt. Helhedsvisionen er skarp og gennemtænkt og i dybt samspil med arkitekturen og dens brugere, og jeg er overbevist om, at det bevægelige element vil overraske og skabe forundring.

Sådan vurderer Gitte Ørskou, direktør på KUNSTEN Museum for Moderne Kunst og fagdommer i bedømmelsesudvalget, det kunstprojekt, som skal realiseres i AAU SUNDs kommende bygninger ved siden af universitetshospitalet i Aalborg.

Fanger ånden og vil vække undren

Den danske kunstnerduo AVPD – Aslak Vibæk og Peter Døssing – står bag Possible Impossible, der bl.a. består af de to installationer, Mass og Opacity, der skal installeres i hver sit atrium. Mass er et kugleformet betonlegeme på tre meter i diameter og en vægt på 10 ton. Kuglen ophænges i et wiresystem, forbundet med motorspil, der kan sætte den tunge kugle i bevægelse i rummet. Opacity er en cirkulær skive, der er betrukket med semi-transparent stof. Den står i kontrast til tyngden i Mass, da den er meget let og derfor kan dreje om sin egen akse ved hjælp af rummets luftstrømme.

- Med valget af AVPD får vi i AAU SUND et levende og samtidig monumentalt kunstprojekt, der matcher bygningernes storhed, og som samtidigt formår at vække undren. AVPD har godt blik for videnskabens og undervisningens verden, og projektet fanger på fornem vis ånden i bygningen og hos brugerne. Jeg vil glæde mig til at se værkerne dagligt, fortæller institutleder fra AAU SUND og medlem af bedømmelsesudvalget, Kim Dremstrup.

Også dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Lars Hvilsted Rasmussen, er begejstret:

- Kunst og videnskab er tæt knyttet sammen. Det er deres natur konstant at undersøge og udfordre vores opfattelse af virkeligheden. Derfor er det naturligt at kunst og videnskab integreres i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets nye og visionære byggeri.

I konkurrencen deltog også kunstnerteamet Eske Rex og Jonathan Houser samt Henrik Menné. Projektet skal nu videreudvikles og projekteres i et tæt samarbejde mellem kunstnerne og rådgivergruppen Indigo for at integrere det i byggeprojektet.

 

Kreditering:

 

FAKTA:

 

KONTAKT:

  • Kim Dremstrup, Institutleder Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, AAU, 24 65 52 46, kdn@hst.aau.dk
  • Lars Hvilsted Rasmussen, Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, 20 10 58 37, dekan-sund@adm.aau.dk
  • Trine Møller Madsen, kunstrådgiver og konkurrencesekretær i skitsekonkurrencen, IN SITU ApS, 26 13 64 36, trine@insitu.dk