Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Årets underviser på SUND

Årets underviser på SUND

Adjunkt Marciej Plocharski valgt som Årets Underviser på SUND

Traditionen tro har de studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet valgt den underviser, de mener skal være kandidat til Det Obelske Familiefonds Undervisningspris, som uddeles hvert år på universitetet.

Valget faldt i år på adjunkt Marciej Plocharski, der underviser i billeddiagnostik ved hjælp af kunstig intelligens og er en erfaren projektvejleder. De studerende fremhæver eksempelvis, at han er dygtig til at anvende forskellige typer af formidling og veksle mellem forskellige pædagogiske metoder, ligesom han også er god til at tydeliggøre, hvad faget kan anvendes til på det arbejdsmarked, der venter dem.

Marciej Plocharski får også meget stor ros for sin håndtering af undervisningen gennem corona-lockdown. Faktisk har Marciejs virtuelle undervisning været af så høj kvalitet og så velfungerende, at studerende henviser andre studerende på tværs af uddannelser til hans virtuelle undervisning, fordi den har så god struktur, og fordi han formår med stort engagement og humor at gøre et meget komplekst emne forståeligt.

De studerende har valgt Marciej Plocharski blandt tre kandidater – en valgt fra hvert studienævn. De øvrige kandidater var lektor Charlotte Overgaard og ph.d.-stipendiat Christopher Aboo.

Vinder Majciej Plocharski Det Obelske Familiefonds Undervisningspris vil han være AAU’s kandidat til den Nationale Undervisningspris ved Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Hør de studerende motivere de tre kandidater her:

Studerende Aksel Emil Ogstrup Houmann fra Studienævnet for idræt og folkesundhed præsenterer deres kandidat, Charlotte Overgaard her

Studerende Andreas S. L. W. Hesthaven fra Studienævnet for medicin præsenterer deres kandidat, Christopher Aboo her

Studerende Tobias Brinkmann Duncker fra Studienævnet for sundhed og teknologi præsenterer deres kandidat, Maciej Plocharski her

 

Kontakt:

Lone Bechmann, strategisk rådgiver, SUND dekansekretariat