Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Entreprenør er fundet til byggeriet af ny fakultetsbygning til SUND

Den nye bygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet vil binde fakultetet og Nyt Aalborg Universitetshospital sammen og styrke forskning og uddannelse. Det bliver MT Højgaard A/S, som skal bygge fakultetsbygningen, AAU SUND i Aalborg

Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet:

AAU SUND er et nyt byggeri til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Byggeriet vil rumme forsknings- og studiefaciliteter samt administrative funktioner og vil via en koblingszone forbinde fakultetet og Nyt Aalborg Universitetshospital.  

Fakultetsbygningen, der bliver cirka 22.400 m2, består af to atriumbygninger og en mellembygning. MT Højgaard A/S, NCC A/S og Per Aarsleff A/S blev i april prækvalificeret til at byde på opgaven. AAU SUND blev udbudt via udbudsformen konkurrencepræget dialog. Dette har givet de prækvalificerede virksomheder mulighed for at påvirke indholdet i det endelige udbudsmateriale via afholdte dialogmøder. Der var tilbudsfrist i oktober. 

- Vi har modtaget gode tilbud fra de tre virksomheder, der blev prækvalificeret til at byde på opgaven. Vi har valgt at tildele MT Højgaard A/S entreprisen, da de havde det stærkeste og økonomisk mest fordelagtige tilbud, siger projektleder Lasse Rud Pedersen fra Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet.  

Med den valgte entreprenør er byggestarten nært forestående, hvilket Aalborg Universitet byder velkomment.

- Inden længe vil vi kunne se byggeaktivitet på pladsen, og det glæder vi os til. Det bliver en unik placering for uddannelse og forskning, som vil understøtte samarbejdet mellem fakultetet og det nye universitetshospital, siger Lars Hvilsted Rasmussen, dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU.

Kontraktindgåelsen forventes at ske primo december.

 

KONTAKT

  • Projektleder Lasse Rud Pedersen, Vejdirektoratet, tlf. 4170 1078, mail: laped@vd.dk
  • Kommunikationskonsulent Jung Heidi Moeslund, Vejdirektoratet, tlf. 7244 3303, mail: jhmo@vd.dk
  • Dekan Lars Hvilsted Rasmussen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, dekan-sund@adm.aau.dk