AAU logo

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Hagedorn Prisen 2018 går til Asbjørn Mohr Drewes

Hagedorn Prisen 2018 går til Asbjørn Mohr Drewes

Klinisk professor Asbjørn Mohr Drewes modtager Hagedorn Prisen 2018 for sit pionerarbejde inden for forskning i smerter og mave-tarm-sygdomme. Prisen er på 1,5 mio. kr. og uddeles af Dansk Selskab for Intern Medicin og Novo Nordisk Fonden

Det er forskningen på allerhøjeste internationale niveau, der gør, at Asbjørn Mohr Drewes i år er modtager af Hagedorn Prisen. Derudover har udvælgelseskomiteen lagt vægt på den store aktivitet, han udviser.

- Asbjørn Mohr Drewes har en imponerende publikationsliste og har været vejleder for mange ph.d.'er. Han er en nøgleperson i Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi og har et udtalt iværksætter-gen. Han er inspirator for yngre kollegaer og er igangsætter for meget både fagligt og forskningsmæssigt, udtaler Pia Nimann Kannegaard, formand for Dansk Selskab for Intern Medicin, der udpeger modtageren af Hagedorn Prisen.
 

Nervesystem og hjerne hænger sammen

Asbjørn Mohr Drewes forskning dækker et meget bredt spektrum inden for mave-tarm-sygdomme, specielt neurogastroenterologi, som handler om, hvordan nervesystemet påvirker mave-tarm-kanalen.

- Meget af det, vi gør, er at undersøge tarmens funktioner hos både raske og syge. Hvordan den bevæger sig, det vi kalder motilitet, og hvordan det påvirker hjernen. Det hele hænger sammen, og selvom vi ikke er bevidste om, at vores tarm bevæger sig, sendes signalerne stadig op i hjernen og bliver bearbejdet og til en vis grad styret derfra, fortæller Asbjørn Mohr Drewes.

Et godt eksempel på hvordan hjerne og tarm hænger sammen er nervøsitet. Mange kender til at få diarre, når de bliver nervøse. Det er selvfølgelig et relativt harmløst tilfælde, men det fortæller noget om sammenhængen mellem mave-tarm og nervesystem, og dermed hvor komplekst et område gastroenterologi er.

Institutleder på Klinisk Institut på Aalborg Universitet og forskningschef på Aalborg Universitetshospital, Søren Pihlkjær Hjortshøj, glæder sig over, at Hagedorn Prisen i år går til lige netop Asbjørn Mohr Drewes:

- Vi er utroligt glade og stolte over at se prisen gå til en forsker fra Aalborg. Og det er enormt velfortjent, at netop Asbjørn får prisen, som resultat af en mangeårig, stor forskningsindsats. Asbjørn er fortrinlig til at skabe samarbejder, både på tværs af hospitalet og med forskere fra hele verden, og er derfor et stort forbillede for os alle, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj.

 

Se også Novo Nordisk Fonden og Aalborg Universitetshospitals hjemmeside.