Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Idræts-specialister fra AAU testede ultraløber Stine Rex

Idræts-specialister fra AAU testede ultraløber Stine Rex

Stine Rex kan noget, som de fleste andre ikke kan; hun kan blive ved. Det viser testen, som to af AAUs idræts-specialister har foretaget, fortæller Nordjyske Stiftstidende

Professor Michael Voigt og lektor Jesper Franch fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi har haft besøg af ultraløberen Stine Rex og journalister fra Nordjyske. De var på jagt efter svaret på, hvordan den 38-årige Stine Rex kunne gennemføre det 247 kilometer lange Spartathlon fra Athen til Sparta i Grækenland i tiden 26 timer og 58 minutter.

Testene viste, at Stine Rex ikke har et imponerende kondital. En af hendes store styrker er derimod udholdenhed; hun kan blive ved. På grund af sin lave vægt, slanke kropsbygning og tynde ben har hun et lavt energiforbrug, og hendes led udsættes for mindre belastning end hos tungere løbere.

Stine Rex løber meget opret og løfter fødderne minimalt. Den løbestil spiller også ind.

- Løbestilen gør det muligt for Stine at tolerere store træningsmængder og klare belastning under konkurrencer, fortæller Michael Voigt til Nordjyske.