Nyheder fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Udsigt til endnu bedre fysioterapi i Nordjylland

Udsigt til endnu bedre fysioterapi i Nordjylland

Næste år vil Aalborg Universitet være klar til at uddanne kandidater, der er specialiserede i muskuloskeletal fysioterapi. Et tiltag, der vil gavne Nordjylland på flere plan

Ryg- og nakkebesvær og gener i led og muskler er noget af det, der plager danskerne allermest. Derfor er det godt nyt for borgerne, at Aalborg Universitet (AAU) næste år vil være klar til at uddanne kandidater, som vil være specialiseret inden for netop det muskuloskeletale felt.

- Meget forskning peger på, at træning i mange tilfælde er bedre for disse patienter end operationer. Det giver derfor i høj grad mening at klæde vores fysioterapeuter endnu bedre på, end de er i forvejen. Denne her kandidatuddannelse vil løfte niveauet for den behandling, sundhedsvæsenet kan give patienterne, fortæller studieleder Mette Dencker Johansen fra AAU.

Adjunkt Thorvaldur Skuli Palsson fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på AAU, der er en af drivkræfterne bag den nye kandidatuddannelse, påpeger, at uddannelsen er særligt gavnlig for Nordjylland, fordi kandidaterne kan aflaste den almene praksis:

- Nyere opgørelser viser, at danskerne i større og større grad opsøger egen læge på grund af smerter fra kroppens muskler og led og at sygedagene bliver flere. I udlandet og andre steder her i landet er man begyndt at ansætte fysioterapeuter hos de praktiserende læger. Det kan aflaste almen praksis markant, fordi en væsentlig del af de patienter, der opsøger deres praktiserende læge, kommer på grund af smerter i ryg, nakke, led og muskler. Dimittenderne fra den kommende kandidatuddannelse vil være yderst kvalificerede til at varetage disse funktioner.

Både Region Nordjylland, Aalborg Kommune og de alment praktiserende læger har givet udtryk for et behov for flere specialister inden for dette område. Akkrediteringsrådet har netop godkendt, at AAU udbyder uddannelsen. Universitetet vil være klar til at tage imod de første studerende i september 2019, og det bliver et rutineret og veletableret forskningsmiljø ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, der vil stå for uddannelsen. Miljøet løftes yderligere gennem et professorat i fysioterapi, som forventes besat i begyndelsen af 2019.

 

Kontakt:

  • Adjunkt Thorvaldur Skuli Palsson, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, AAU, 99 40 98 38, tsp@hst.aau.dk
  • Studieleder Mette Dencker Johansen, AAU, 99 40 98 23, mdjo@hst.aau.dk
  • Pressekontakt Lone Bechmann, AAU, 99 40 20 11, lbec@adm.aau.dk