Spring til indhold.
Forside

Nyhed

SPECIALE-INSPIRATION: Forskning skal bane vejen for bedre behandlingsforløb for patienterne

Lagt online: 08.08.2023

Et sundhedsvæsen, der er designet til dem, der skal bruge det og ikke kun dem, der arbejder i det. Det var drivkraften for Malene Kjær Bruun, da hun skrev sit speciale

Nyhed

SPECIALE-INSPIRATION: Forskning skal bane vejen for bedre behandlingsforløb for patienterne

Lagt online: 08.08.2023

Et sundhedsvæsen, der er designet til dem, der skal bruge det og ikke kun dem, der arbejder i det. Det var drivkraften for Malene Kjær Bruun, da hun skrev sit speciale

Publiceret af Lone Bechmann

- Mange patienter med kroniske smerter oplever, at de bliver kastet planløst rundt i sundhedssystemet. De er i årelang kontakt med et utal af forskelligt sundhedspersonale og sektorer. Det skaber stor frustration og utilfredshed og er enormt ressourcekrævende, fortæller Malene Kjær Bruun, der i sit speciale fra kandidatuddannelsen i muskuloskeletal fysioterapi på AAU så nærmere på netop det problem.

En af de store udfordringer i det danske sundhedsvæsen er nemlig, at patienter med komplicerede diagnoser ofte havner i usammenhængende behandlingsforløb, der strækker sig over flere år - nogle gange flere årtier. De bliver kastet rundt mellem udredninger og behandlinger uden at have en klar ide om, hvad der skal ske med dem, hvordan, hvornår og hvorfor.

I samarbejde med Tværfagligt Smertecenter på Aalborg Universitetshospital og initiativet Nord-KAP (et samarbejde mellem de praktiserende lægers organisation PLO og Region Nordjylland) har hun netop afsluttet sit speciale om patienternes vej gennem sundhedssystemet. Det viser, at der er behov for optimering set fra patienternes perspektiv.

- Det er meget nemt at sætte nogle fagfolk til at bestemme, hvordan de synes sundhedssystemet skal fungere, men ofte bliver patienterne glemt i processen. Det er dem, der skal navigere i sundhedssystemet - uanset hvor ressourcestærke eller -svage de er, siger Malene Kjær Bruun.

Patienterne er eksperter

I sit specialeprojekt har Malene Kjær Bruun kortlagt patienternes rejse ind i - og rundt i - sundhedsvæsenet: Hvilke læger og behandlere, de har været i kontakt med, hvilke undersøgelser de har været igennem, hvilke behandlinger de har modtaget, og hvad deres oplevelser har været.

En af deltagerne i Malene Kjær Bruuns undersøgelse har været i forskellige behandlingsforløb i over 40 år, en anden et godt stykke over 30. Mange af patienterne ryger ud og ind af forskellige, virkningsløse forløb. Blandt andet fordi der ikke før har været sammenlignelige data tilgængelig om de forskellige behandlingsforløb - sådan som Malene Kjær Bruun nu har indsamlet.

- Det er patienterne, der er eksperter på den ydelse, vi som sundhedsvæsen tilbyder dem. Og den er ikke god nok. Hvis vi var et rigtigt servicefag, hvor folk skulle betale for ydelserne, var vi gået nedenom og hjem for længe siden, siger hun.

Brugerne ind i processen

Malene Kjær Bruun håber på, at der bliver mulighed for at fortsætte forskningen i en ph.d.-stilling, hvor det næste skridt i så fald vil være at udvide kortlægningen i samarbejde med alment praktiserende læger for at få et større, bedre og mere klart øjebliksbillede. Når den afdækning er gennemført, kommer arbejdet med at designe fremtidens sundhedsvæsen - i samarbejde med patienter, pårørende og sundhedspersonale.

- I sidste ende skal vi gerne stå med nogle modeller for, hvordan det ideelle patientforløb ser ud. Vi skal være bedre til at designe sundhedssystemet til dem, der skal bruge det, i stedet for kun at se på dem, der arbejder i det, siger hun.

 

Kontakt

Forskningsassistent Malene Kjær Bruun
mkbruun@dcm.aau.dk
https://vbn.aau.dk/en/persons/153250

Professor Michael Skovdal Rathleff
misr@hst.aau.dk
https://vbn.aau.dk/da/persons/130816